By P Web Design Company
Skadestuen og akutmodtagelsen på Herlev Hospital har gennem en lang periode været igennem mange omstruktureringer, og afdelingen har brug for at forbedre det psykiske arbejdsmiljø. Bedre trivsel blandt medarbejderne kan bidrage til en større sammenhængskraft og arbejdsglæde, der kan være til stor gavn for såvel medarbejderne som patienterne.
Mærsk Nielsen HR har gennemført en undersøgelse af arbejdsmiljøet i skadestuen og akut-modtagelsen på Herlev Hospital. Undersøgelsen danner baggrund for udvikling af det psykiske arbejdsmiljø i afdelingen. For at sikre en høj motivation til deltagelse i såvel undersøgelsen som det efterfølgende udviklingsprojekt har alle medarbejdere deltaget i kick-off-møder. Undersøgelsen har omfattet en spørgeskemaundersøgelse og fokusgruppeinterview. I fokusgruppeinterviewene deltog der udover sygeplejersker og læge-/sygeplejesekretærer fra afdelingen desuden læger og sygeplejersker fra samarbejdende afdelinger samt portører.
Social kapital
I såvel undersøgelsen af det psykiske arbejdsmiljø som i det videre udviklingsarbejde er der fokus på afdelingens sociale kapital. Den sociale kapital omfatter tre grundlæggende parametre, som alle skal være til stede for at sikre det optimale samarbejde: Samarbejdsevne, tillid og retfærdighed. Derfor har undersøgelsen bl.a. haft fokus på krav i arbejdet, arbejdets organisering, ledelse og samarbejde, kommunikation, værdier, helbred og velbefindende, krænkende adfærd og på specifikke ting, der har med afdelingens struktur at gøre.
Udvikling af det psykiske arbejdsmiljø
Selve udviklingsprojektet gennemføres i et samarbejde mellem afdelingen, Udviklingsafdelingen på Herlev Hospital og Forchhammer Consulting. Det arbejdes med udvikling af den sociale kapital på tre forskellige niveauer: Arbejdsteamets samarbejde, det tværgående samarbejde og organisationens hierarkiske samarbejde.
Afsluttende arbejdsmiljøundersøgelse
Når udviklingsprojektets aktiviteter er afsluttet medio 2012, skal Mærsk Nielsen HR igen stå for en undersøgelse af det psykiske arbejdsmiljø i afdelingen. Igen vil undersøgelsen bestå af en spørgeskemaundersøgelse samt fokusgruppeinterview.
Det er projektets succeskriterium, at der i projektperioden er sket en forbedring på mindst 10 procentpoint på følgende hovedområder i spørgeskemaundersøgelsen: Social kapital, indflydelse, anerkendelse, ledelseskvalitet og socialt fællesskab i arbejdet. Det er herudover et succeskriterium, at der er sket en forbedring på mindst 10 procentpoint på specifikke spørgsmål om patientsikkerhed i spørgeskemaundersøgelsen.
Projektet er støttet af Forebyggelsesfonden.