lizzie@maersk-nielsen.dk +45 3513 2277

Læs og Skriv på Toms

Udviklingsprojektet Læs og Skriv på Toms har bidraget til, at medarbejdere med læse- og skrivevanskeligheder i Toms Gruppen A/S har fået hjælp til at få løst disse udfordringer. Dette er sket gennem et intensivt fokus på undervisning og anvendelse af it-hjælpemidler til læsning og skrivning.

Toms Gruppen A/S valgte at igangsætte projektet, fordi øgede krav til medarbejdernes læse- og skrivekompetencer let skaber utryghed og udfordrer det psykiske arbejdsmiljø, når medarbejderne ikke kan leve op til kravene. Projektets målgruppe har været samtlige ca. 700 medarbejdere i Toms Gruppen A/S, men det har primært været ufaglærte produktionsmedarbejdere, lagermedarbejdere og faglærte håndværkere, der har deltaget undervisningen.

Ved projektets afslutning blev der bl.a. opnået følgende resultater:

  • 230 medarbejdere har deltaget i læsetest
  • 98 medarbejdere har deltaget i FVU, ordblindeundervisning eller læsestrategikursus
  • 36 medarbejdere har deltaget i CD-ORD-kurser
  • Alle medarbejdere har fået adgang til CD-ORD fra virksomhedens computere
  • Medarbejderne har fået tilbudt støtte til at søge hjælpemidler til læsning og skrivning
  • Der er udviklet og afprøvet nye hjælpemidler til arbejdsinstruktion vha. QR-koder og mobiltelefoner
  • 25 medarbejdere har søgt it-hjælpemidler til læsning og skrivning til privat brug, heraf har syv desuden søgt hjælpemidler til arbejdsbrug.

Evalueringen af udviklingsprojektet viser, at medarbejdere oplever, at projektet har resulteret i:

  • Øget selvværdsfølelse og overskud til at engagere sig på arbejdet og i fritiden
  • Forbedring af det psykiske arbejdsmiljø
  • Færre fejl og øget kvalitet
  • Bedre overholdelse af sikkerhedsforskrifter og gældende arbejdsmiljøregler
  • Øget fleksibilitet
  • Bedre og mere lige adgang til intern kommunikation og videndeling
  • Øget motivation til faglig udvikling og deltagelse i efteruddannelse

Evalueringen viser desuden, at projektet også har haft stor betydning for medarbejdernes privatliv. Medarbejdernes øgede læse- og skrivekompetencer og anvendelse af hjælpemidler til læsning og skrivning har bidraget til, at medarbejdere, der tidligere havde store vanskeligheder med at læse og skrive, nu f.eks. kan læse for deres børn, skrive e-mails, kommunikere på Facebook og læse informationer fra deres kommune.

Følgende centrale pointer kan videregives til virksomheder og andre aktører, der gerne vil bidrage til udvikling af medarbejdernes læse- og skrivekompetencer:

  • Sørg for at sikre opbakning i hele organisationen – ledelse, tillidsrepræsentanter og medarbejdere
  • Information, information, information – til alle niveauer og med brug af alle sanser og medier
  • Husk at finde og uddanne gode uddannelsesambassadører fra alle niveauer og grene af virksomheden
  • Sørg for at sikre et godt samarbejde med eksterne partnere, som f.eks. uddannelsesinstitutioner, udbydere af it-hjælpemidler og eksterne proceskonsulenter
  • Respektér forskelligheder – det er ikke alle medarbejdere, der med det samme er parate til at kaste sig ud på dybt vand. Respektér et nej, så de enkelte medarbejder hen ad vejen kan finde motivationen til at involvere sig.

Toms Gruppen A/S vil også efter projektets afslutning tilbyde medarbejderne mulighed for at deltage i læsetest med henblik på efterfølgende FVU og ordblindeundervisning. Desuden vil Toms fortsætte med at købe licens til CD-ORD. Den nedsatte projektgruppe vil mødes og lave opfølgning på projektaktiviteterne hvert ½ år efter projektets afslutning.

Konsulenter fra Mærsk Nielsen HR og Teknologisk Institut har fungeret som proces- og evalueringskonsulenter i den 2-årige projektperiode.

Der er udarbejdet en evalueringsrapport om projektet samt en video, der består af en række små videoklip.

Se evalueringsrapporten her.

Se videoen her her.