lizzie@maersk-nielsen.dk +45 3513 2277

DM i Skills for social- og sundhedsassistentelever

10 unge social- og sundhedsassistentelever har de sidste tre dage konkurreret på DM i Skills i Hjørring. I løbet af de tre dage skulle eleverne gennemføre seks opgaver på en scene, der trak mange tilskuere til.

Publikum kunne se eleverne løse opgaver med fokus på omsorg, pleje, vejledning og motivation af borgere og patienter samt fx medicinadministration og måling af værdier (blodtryk, temperatur, blodsukker etc.).

Eleverne var på scenen én ad gangen, og de skulle løse opgaver i samspil med skuespillere, der agerede borgere og patienter.

I nogle af opgaverne var der indlagt overraskelsesmomenter, som eleverne ikke var forberedt på, ud fra den case, de havde fået beskrevet. Der var fx en borger, der fik et epileptisk anfald, og der kom en besøgsven til en borger på scenen.

Undervejs i gennemførelsen af opgaverne noterede dommerne, hvordan eleverne løste opgaverne. Eleverne klarede opgaverne rigtig godt, men der var jo kun én, der kunne løbe med sejren som Danmarks dygtigste social- og sundhedsassistentelev, og det blev Caroline Kammer Olesen fra Frederikshavn Kommune. Caroline er tilknyttet SOSU Nord, hvor dygtige undervisere og trænere har hjulpet hende frem til sejren.

Stort tillykke til Caroline!

Mærsk Nielsen HR har bidraget til udvikling af opgaverne til DM i Skills i januar-marts 2026. Nu forestår der et arbejde med at evaluere opgavernes kvalitet og sikre, at de bliver endnu bedre til DM i Skills i Vejle i 2027.