lizzie@maersk-nielsen.dk +45 3513 2277

Didaktik i serviceassistenternes praktikperioder

Faglærere fra tre erhvervsskoler deltager i et fælles udviklingsprojekt, hvor de sætter fokus på, hvordan didaktikken i praktikperioderne inden for serviceassistentuddannelsen kan udvikles, så der sikres gode, lærerige praktikforløb for eleverne. Lærerne deltager i fire udviklings-seminarer, og de gennemfører udviklingsarbejde på skolerne mellem seminarerne.

På udviklingsseminarerne arbejder lærere fra Aarhus TECH, EUC Nord og Uddannelsescentret i Roskilde sammen med konsulenter fra Serviceerhvervenes Uddannelsessekretariat og Mærsk Nielsen HR med udvikling af ideer til planlægning af gode praktikforløb. Der udvikles også skabeloner til uddannelsesplaner, som virksomhederne og eleverne kan anvende i praktikperioderne. De udviklede skabeloner vil blive anvendt som inspiration for udvikling af Elevplan.

Øget udbytte af praktikperioderne

En god didaktik i praktikperioderne kan dels bidrage til at fastholde eleverne i uddannelsen, og dels bidrage til at eleverne får det størst mulige udbytte af praktikperioderne. En del erhvervsskoleelever oplever til stadighed, at der mangler sammenhæng mellem skoleforløb og praktikforløb, og nogle er utilfredse med den læring – eller mangel på samme – der er i praktikperioderne. Der er behov for en professionalisering af mange praktikvirksomheders tilrettelæggelse og gennemførelse af praktikperioderne, således at eleverne får bedst mulig læring i praktikperioderne, og så de oplever en kontinuitet og sammenhæng mellem læring i skolen og læring i virksomheden.

Udviklingsarbejde på skolerne mellem seminarer

Mellem udviklingsseminarerne arbejder skolerne med opgaver, som aftales på de enkelte udviklingsseminarer. Det handler bl.a. om at være i dialog med praktikvirksomhederne for at orientere virksomhederne om de krav og forventninger, der stilles til dem om gennemførelse af elevernes praktikperioder. Skolerne støtter også virksomhederne i udarbejdelse af uddannelsesplaner for elevernes praktikperioder og i valg af metoder ved oplæring af eleverne.

Produkt og formidling

Ved projektets afslutning i foråret 2012 udarbejder Mærsk Nielsen HR et idékatalog, der er målrettet faglærere på erhvervsskoler, der gennem dialog med praktikvirksomheder kan bidrage til at udvikle virksomhedernes didaktik i forhold til planlægning og gennemførelse af erhvervsuddannelseselevers praktikperioder.

Idékataloget vil indeholde ideer til og eksempler på skabeloner og metoder, der kan bidrage til at styrke didaktikken i praktikperioderne både inde for serviceassistentuddannelsen og inden for andre uddannelsesområder. Hæftet vil desuden indeholde eksempler på god praksis for samarbejde mellem skoler og praktikvirksomheder om planlægning og gennemførelse af elevernes uddannelsesforløb, f.eks. casebeskrivelser.

Mads Frost