lizzie@maersk-nielsen.dk +45 3513 2277

AMU-uddannelsesstrukturer

Mærsk Nielsen HR har gennemført en analyse om AMU-uddannelsesstrukturer for Efteruddannelsesudvalget for Køkken, Hotel, Restaurant, Bager, Konditor og Kødbranchen. Analysen har vist et behov for at synliggøre de mange kompetenceudviklingsmuligheder for tjenere, der ligger i AMU.

Der er i analysen taget udgangspunkt i tjenerområdet. Analysen viser, at der på tjenerområdet hverken fra medarbejder- eller ledelsesside er den store opmærksomhed på kompetenceudvikling. Opbygning af arbejdsmarkedsuddannelser i forskellige former for strukturforløb kan i høj grad bidrage til at synliggøre kompetenceudviklingsmulighederne i AMU.

I analyserapporten anbefales efteruddannelsesudvalget at supplere oplistningen af mere teknisk-faglige AMU-mål med arbejdsmarkedsuddannelser med fokus på udvikling af danskfaglige kompetencer, regnekompetencer, fremmedsprogskompetencer, ledelseskompetencer samt kommunikations- og samarbejdskompetencer, da alle disse kompetencer efterspørges i branchen.

Hvis AMU-strukturerne for alvor skal bidrage til øget synliggørelse og anvendelse af arbejdsmarkedsuddannelserne, er det vigtigt, at efteruddannelsesudvalget er i dialog med skolerne og andre interessenter omkring, hvordan AMU-strukturerne kan anvendes.

Skolerne skal bidrage til at henlede branchens opmærksomhed på de muligheder, der ligger i deltagelse af AMU-strukturer, der består af to eller flere arbejdsmarkedsuddannelser. Det anbefales efteruddannelsesudvalget, at der afholdes en (evt. flere) konference med deltagelse af faglærere, uddannelses-/virksomhedskonsulenter, repræsentanter fra de lokale uddannelsesudvalg og de faglige organisationer. På konferencen kan der sættes fokus på øget anvendelse af arbejdsmarkedsuddannelserne i branchen, bl.a. gennem dannelse af relevante AMU-strukturer, der afspejler branchens kompetenceudviklingsbehov.

Analyserapporten anbefaler også, at efteruddannelsesudvalget går i dialog med skolerne om, hvordan de i fælleskab kan samarbejde for at gennemføre arbejdsmarkedsuddannelser for branchen – også selvom der i nogle tilfælde kun er få tilmeldte til uddannelserne. Der kan evt. laves aftaler mellem skolerne om at udbyde arbejdsmarkedsuddannelser i de samme uger og garantere, at uddannelserne gennemføres på én af de skolerne, der indgår i samarbejdet.

Et samarbejde i lighed med det, der er beskrevet ovenfor, kan aftales og gennemføres i VEU-center-regi, evt. i et samarbejde mellem to VEU-centre, og det vil naturligvis involvere VEU-centrenes uddannelses-/virksomhedskonsulenter, der har en opsøgende rolle i forhold til at få budskabet bragt ud til medarbejdere og ledere i virksomhederne.

Se analyserapporten her