lizzie@maersk-nielsen.dk +45 3513 2277

Arbejdsmarkedsuddannelser på tværs af uddannelsesområder

Fem efteruddannelsesudvalg gik i 2019 sammen om at få gennemført et projekt, der skulle bidrage til udvikling af arbejdsmarkedsuddannelser på tværs af uddannelsesområder.

Projektet udspringer af VEU-trepartsaftalen fra oktober 2017, hvor parterne blev enige om at skabe et moderniseret AMU-program med færre og bredere arbejdsmarkedsuddannelser. Målet med trepartsaftalen var blandt andet at skabe større anerkendelse og øget kvalitet i arbejdsmarkedsuddannelserne ved at arbejde for et overskueligt system og en større fleksibilitet, sådan at flere virksomheder og deltagere vælger at anvende arbejdsmarkedsuddannelserne til efteruddannelse.

Mærsk Nielsen HR gennemførte i projektets start en analyse af de eksisterende arbejdsmarkedsuddannelser for at afdække arbejdsmarkedsuddannelser med et generisk indhold. Arbejdsmarkedsuddannelserne blev klassificeret og beskrevet i henhold til 54 kodeord, f.eks. kodeordene: Arbejdsmiljø, digitalisering, dokumentation, kommunikation, kompetenceudvikling, konflikthåndtering, kundeservice, kvalitet, planlægning, praktikvejledning og samarbejde.

Projektets styregruppe udvalgte de kodeord (kompetenceområder), der skulle arbejdes videre med, og valget faldt på ’Konflikthåndtering’ og ’Praktikvejledning’.

Undervisere for udvalgte skoler blev interviewet, hvorefter der blev inviteret til to udviklingsseminarer, hvor faglærerne udviklede målformuleringer til generiske arbejdsmarkedsuddannelser i relation til ’Konflikthåndtering’ og ’Praktikvejledning’.