lizzie@maersk-nielsen.dk +45 3513 2277

Undersøgelse af slagterlærlinges trivsel under oplæring i virksomhederne

Mærsk Nielsen HR har afsluttet en undersøgelse af slagterlærlingenes trivsel under oplæring i virksomhederne. Undersøgelsen er gennemført i 2021-2022 for Slagterfagets Fællesudvalg. Opgaven er gennemført i samarbejde med Teknologisk Institut.

Lærlingenes trivsel er dels blevet belyst gennem en spørgeskemaundersøgelse med deltagelse af 460 lærlinge, og dels gennem fokusgruppeinterview med 11 hold gourmetslagterlærlinge, to hold slagterlærlinge og ét hold tarmrenserlærlinge.

Undersøgelsen viser, at lærlingene overordnet set trives godt på deres læreplads. Nogle af de aspekter, som lærlingene fremhæver som positive for deres trivsel, er bl.a., at de har gode kollegaer og engagerede mestre/oplæringsansvarlige, at der er en god stemning på lærepladsen, samt at de får varierende og udfordrende arbejdsopgaver, som de kan lære af.

Lærlingene peger på, at det bl.a. påvirker deres trivsel i negativ retning, når de ikke lærer tilstrækkeligt, bl.a. fordi der ikke er sat tid af til deres oplæring, når der er en hård tone på lærepladsen, samt når der er forskelsbehandling, konflikter og dårlige relationer på lærepladsen.

Der analyseres i undersøgelsen på lærlingenes trivsel i forhold til baggrundsoplysninger som alder, køn, uddannelse og speciale, og derudover analyseres på parametre som lærlingenes relation til nærmeste leder og kolleger, deres arbejdsopgaver, forventningsafstemning før start, kendskab til oplæringsmål, uddannelsesplan m.m.

Undersøgelsen peger bl.a. på, at det har stor betydning for lærlingenes trivsel, om de har kendskab til målene for deres oplæring i virksomhederne, ligesom det har stor betydning, om lærlingene har en skriftlig uddannelsesplan, som anvendes jævnligt. De lærlinge, der har kendskab til oplæringsmålene, og de lærlinge som har en skriftlig uddannelsesplan, trives bedre, end de lærlinge der ikke har. Analysen viser også, at de lærlinge, der har en løbende dialog med deres oplæringsansvarlige, trives bedre end de øvrige lærlinge.

På baggrund af trivselsundersøgelsens resultater skal Slagterfagets Fællesudvalg træffe beslutninger om, hvilke tiltag udvalget skal iværksætte for at bidrage til at øge lærlingenes trivsel, og dermed også bidrage til at fastholde lærlingene i deres uddannelse.