lizzie@maersk-nielsen.dk +45 3513 2277

Flere praktikpladser gennem strategiske partnerskaber

Den 20. august fremlagde Lizzie Mærsk Nielsen resultater af analysen Fremtidig vækst og behov for arbejdskraft i Region Hovedstaden, for repræsentanter fra erhvervsskolerne TEC, NEXT Uddannelser og U/Nord. Analysen er gennemført for projektet Flere praktikpladser gennem strategiske partnerskaber, der er finansieret af Region Hovedstaden.

Analysen har haft fokus på områder for vækst samt behov for faglært arbejdskraft i Region Hovedstaden. Der er desuden blevet belyst potentialer og udfordringer i forhold til lærlinge/elever i erhvervsuddannelserne i relation til brancherne Industri, Bygge og anlæg, Handel og kontor, Transport og lager, samt Medico- og Medicinalindustrierne.

Efter præsentationen af analysens resultater blev der gennemført en workshop, hvor de praktikpladsopsøgende konsulenter drøftede, hvordan analysens resultater kunne anvendes i de igangværende projekter med fokus på etablering af flere praktikpladser. Workshoppen blev gennemført i brancheopdelt gruppearbejde med udgangspunkt i arbejdsspørgsmål, der var målrettet de fem brancher.

Læs analysens resultater i rapporten Fremtidig vækst og behov for arbejdskraft i Region Hovedstaden.